Alle snakker om det. Alle gør det jo alligevel, så det kan vel ikke skade bare lige at gøre det. Bare for at finde ud af, hvad det er, der gør det så spændende. Der må jo være et eller andet, der lokker. Så jeg gjorde det. Jeg kastede mig ud i det uden overvejelse om, hvilke konsekvenser det kunne have for mit liv....
Jeg oprettede mig på Facebook!!! Og ja....jeg er afhængig. "Hej jeg hedder Helle og jeg er Facebook-oholiker".
Gamle gymnasiekammerater er fundet, venner fra universitetet, bekendte jeg har mødt gennem andre venner, familie og venner. Jo flere jo bedre. Man bliver jo ligesom afhængig af at have så mange venner som muligt. Ikke fordi det betyder noget, for det er jo ikke ligefrem noget man praler af overfor ens venner og arbejdskolleger. Jeg bliver ikke mere betydningsfuld af det, men der er bare en eller anden form for tiltrækning over det.
Og alle de sjove gadgets og applikationer. Hvad fik jeg dog mine aftener til at gå med, inden jeg opdagede Facebook? Mit liv må have været så tomt! Jeg giver god karma, sender hilsner, prikker til folk, læser deres nyeste opdateringer for at følge med i deres liv.
Man siger, at den første tid på Facebook er den største tidsrøver. At man bliver fuldstændig hooked, men at det på et tidspunkt går over. Og det er vel en god ting? For man kan jo ikke sidde og bruge flere timer foran computeren; det kan jo ikke gøre det ud for mit sociale liv. Eller kan det? For med Facebook har jeg lige pludselig fået mulighed for at vise perifære bekendtskaber, at jeg tænker på dem. At jeg faktisk har brugt tid på at finde dem, og ønsker at tilføje dem som mine venner. Der er en dejlig uforpligtende atmosfære over Facebook. Du behøver ikke sidde og skrive alenlange beskeder og fundere over livet. Et lille prik, en lille hilsen og du viser folk, at du tænker på dem. Det tæller vel også i det store hele?
