Den store klap

Det står pludselig lysende klart for mig, hvorfor jeg valgte at stoppe på univeristetet. Sidder og skal skrive en opgave i forbindelse med et skoleophold (er elev). Og klappen er gået ned. Jeg kan intet få ud. Der er bare sort inde i hovedet. Tekster med overstregninger ligger spredt over det hele. Curseren står og blinker på skærmen, mit hjerte banker og det prikker i hele kroppen. Det her er præstationsangst i sin renest form. Alt kommer tilbage til mig nu, gamle spøgelser rasler med kæderne igen. Hvor jeg dog hader den følelse. Jeg er klar til at lægge mig under dyne og tude min afmagt ud. 4 timer foran computeren og der står 10 linjer. Deadline er på fredag og jeg kan bare ikke magte det.